SERFAUS/FISS/LADIS
Tirol’s Ski-Dimension
Højt over Inntal, mellem Landeck og Reschenpass, vil du finde Tirol's Ski-Dimension, som opstod gennem en sammensmeltning af de 3 skisportssteder Serfaus - Fiss - Ladis. Skiområdet i Tirol med pister i op til 3.000 meters højde har flest tysktalende gæster, men en del danskere er dog også ved at få øjnene op for områdets åbenlyse kvaliteter.
185 pistekilometer, heraf 130 km over 2000 m
De 53 lifte kan transportere 70.000 personer pr time og du kommer dermed hurtigt rundt i terrænet. I området finder du pister til enhver smag og i alle sværhedsgrader. De mange snekanoner sørger desuden for "evig" sne på de 115 km.
Der er mange hyggelige restauranter i området, hvoraf de fleste har fantastiske panoramaudsigter.
Som noget helt særligt er der to kæmpe børneområder i 2000 m højde.
SERFAUS
Byen Serfaus ligger i 1427 m højde og er en utrolig charmerende alpeby. Efterhånden er det forholdsvis lille Serfaus med kun omkring 1.000 faste indbyggere vokset så meget, at det i vintersæsonen sammen med nabobyerne Fiss og Ladis udgør én velvoksen magnet for skiløbere i titusindvis.
De første skigæster opdagede den idylliske bjergby i 1910 og derfra tog udviklingen af skiturismen fat. Således stod den første gondollift klar i 1957. Siden hen er Serfaus blevet en meget eftertragtet og mondæn ski-by, som helt klart ligger i den mere eksklusive ende af skidestinationer. Samtidig finder vi også den bedste del af skiområdet ved denne unikke by.
Byen har en helt speciel atmosfære, hvor du stadigvæk kan finde en gammel kostald ved siden af et fornemt luksushotel. Der er mange forskellige restauranter og barer, og er du til afterski er der rige muligheder herfor.
Midt i byen er der en skøjtebane, som du kan boltre dig på, hvis du ikke skulle have fået nok motion på pisterne. Som noget helt unikt går der en undergrundsbane gennem hele byen. Den kører hele dagen og man fragtes derfor hurtigt hen til de 3 gondollifter, der går op i terrænet.
”Kinderschneealm” er et af de bedste underholdningsområder for børn i Alperne med børnenes skiskole, en skibørnehave med pasningsfaciliteter og eventyrområder. Yderligere er der 10.000 kvm børneparadis midt i Serfaus. Vi garanterer sjov i massevis for vores yngre gæster.
FISS
Hvis du kører i retning mod Fiss får du et indtryk af en landsby, der ligger for foden af pisterne, som sin egen lille plet i solen. Tirolerne kalder det deres "solrige plateau”, for her skinner solen oftere og mere intensivt end andre steder i landet. I virkeligheden har Fiss en masse historie og sin egen helt specielle karakter. Landsbyen har en landlig atmosfære med mange ferielejligheder, familiedrevne hoteller, restauranter samt et større udvalg af caféer/afterskiing.
Fiss ligger i 1435 m højde.
Det er meget nemt at komme til Tirol's Ski-Dimension hvis du bor i Fiss. Både ”Schönjochbahn” og ”Möseralmbahn” bringer dig direkte op i skiterrænnet.
Selv uden brædder under fødderne er sjov garanteret i Fiss. ”Fisser Flieger” blev installeret i 2006. Det er en tovbane, som trækker dig op over stejle skråninger hvor efter du ”flyver” ned over pisterne.
For de små, der endnu ikke ved, om de er skiløbere eller snowboardere, fordi de knap nok er i stand til at stå sikkert på deres ben, er der ”Berta's Kinderland”. Denne vinterverden for børn er beliggende ved ”Sonnenbahn” station og består af en børnehave og skiskole og flere sjove eventyrområder.
LADIS
Hvis du søger fred og hygge, vil du uden tvivl føle dig hjemme her. Ladis ligger ved foden af Tirol's Ski-dimension med en romantisk borg ”Burg Laudegg” hvis lys skinner hele vejen ned til Inn-dalen. I landsbyens centrum er der stadig retro-romanske huse med fresco- dekorationsgenstande, og overalt vil du mærke magien fra fortiden uden at føle, at du har nået verdens ende. Siden middelalderen har Ladis været et kursted, der er berømt for sine kilder med deres svovlholdige vand. Siden Ladis blev sammenlagt med skisportsområdet Serfaus/Fiss har det tiltrukket mange turister, og nye ferielejligheder og hoteller er bygget op omkring det historiske centrum.
”Sonnenbahn” bringer dig fra Ladis til lifterne i Fiss, hvorfra Schönjochbahn og Möseralmbahn dækker hele den nordlige del af Tirol’s Ski-Dimension.
Hver torsdag er der Magic Ladis, hvor landsbyen præsenterer områdets historie i fortryllende billeder. Ladis ligger i 1200 m højde.






